Det er en kæmpe fornøjelse, at vi i dag kan byde velkommen til endnu en kapacitet på TIMESAFE-vinderholdet, Vilte, der er ansat som vores nye Marketing Specialist!
Hold lige fast… I hele TIMESAFE’s historie (siden 2014) har vi ikke haft en dedikeret ressource til marketing! Vi har lavet et par forkølede LinkedIn opslag og lidt cases i ny og næ gennem tiderne, men en egentlig marketing indsats ville det nok være flot at kalde det.
Vilte er vores første og eneste kollega, som arbejder aktivt og dedikeret med marketing og kommunikation. I al beskedenhed, så synes vi, at vores organiske vækstrater på mellem 40 og 60% om året er med til at dokumentere, at vores platform gør en stor, mærkbar og værdiskabende forskel i markedet. Med dét afsæt vil vi gerne understøtte endnu flere samarbejder i en branche, der i den grad kan bruge og opnå store resultater som følge af digitalisering.
Viltes opgave bliver dels at skabe øget synlighed og kendskab til TIMESAFE som brand og de løsninger vi laver selv og sammen med vores kunder, og dels at hjælpe eksisterende kunder med at kende til, forstå og udnytte platformens muligheder endnu bedre og nemmere.
Ud over drive og god energi, så kommer Vilte med en bred baggrund og masser af erfaring fra både Systematic og Danfoss og vi er sikre på, at det bliver både spændende, udfordrende, udviklende og p*ssesjovt!
Tag godt imod Vilte!